To år gammel anmeldelse koster staten tusinder af kroner

Den 4. november 2021, modtog Østjyllands politi en anmeldelse om vold. To år senere, den 8. november 2023, begynder retssagen imod den sigtede, under straffelovens §244.

Af Emily Walsh

AARHUS: Retslokale 10 i Aarhus Byret står tomt, da vi sætter os bagerst på de hvide stole. Morgensolen indhyller de mintgrønne vægge i sit lys og lyden fra den travle morgentrafik på Vester Allé får lov at rumstere udenfor.

Efterfulgt af gruppen af journaliststuderende på bagerste række, træder anklageren ind i rummet. Vi udveksler et godmorgen og hun begynder at lægge dokumenter frem på bordet. Forsvareren kommer ind i lokalet, udveksler et godmorgen, og påbegynder samme indøvede proces som anklageren.

Sigtede, en lettere nervøs mand, træder ind i lokalet. Iført en hvid t-shirt, holder han knugende om en beige jakke mellem begge hænder. Han ser forskrækket ned bagerst i lokalet, ned på flokken, der febrilsk skriver på deres blokke.

Sigtede nægter sig skyldig.

Modstridende forklaringer
Sigtede forklarer, at han den aften for to år siden, kom kørende i sin hvide Tesla Model 3 på Ny Banegårdsgade 53. Pludselig hørte han et højt brag og han så en ung mand gå bag om bilen, med en rød stofpose i hånden. Sigtede trådte ud og valgte at konfrontere den unge mand. Kun verbalt, understreger han, og satte sig derefter ind i bilen igen.

Anklager henter forurettede ind.

Udlægningen af episoden på Ny Banegårdsgade er fra dennes vinkel, noget anderledes.

Forurettede, den unge mand, sidder i midten af lokalet, med rodet hår, stor vinterjakke og briller.

Han fortæller, at han hørte en bil accelerere bag sig og pludselig måtte træde flere skridt tilbage, for ikke at blive ramt at en hvid Tesla Model 3, der “ikke holdte stille på noget tidspunkt.”

”Hvordan reagerede du, blev du sur?” Spørger forsvareren den unge mand

”Jeg blev forskrækket over det, jeg blev sur, ja.”

Forurettede forklarer, at han reagerede ved at slå sin røde stofpose mod bilens bagende, i ren frustration og efterfølgende mærkede han to hænder i ryggen, faldt til jorden og fik skader på knæ og hænder. Han så dog ikke helt tydeligt, hvem det var der gjorde det.

Bevismateriale fremlægges
Forsvarer fremlægger første bevismateriale i form af videoovervågning fra Teslaens kameraer.

”Kan du genkende den unge mand på videoen?”

Lidt tøvende, svarer forurettede, at han genkender vedkommende som sig selv. Han retter lidt på brillerne og tager et dybt suk.

Videoen filmer ned langs bilens ene side. Bilen holder stille og en ung mand slår sin røde stofpose mod bilens bagende. 

Episoden skete omkring kl. 17 og kl. 20 modtager politiet forurettedes anmeldelse om vold. I samme ombæring tages der fat på bilag af forurettedes knæ og bukser, der begge vidner om, at vedkommende er faldet og har slået hul på bukserne.

Forsvarer spørger forurettede, om det er muligt, at eftersom der er gået så lang tid siden episoden, at forurettede måske husker forkert.

Lettere nedslået og rystende på hovedet sukker han: ”Det er en mulighed, jo”.

Et afgørende vidne
Et vidne, er ikke dukket op til dagens retssag. Anklageren anmoder om ikke lovligt forfald og dermed en anholdelse. Sagen kan dermed ikke afgøres, da anklageren mener, at det er et afgørende vidne. Den to år gamle anmeldelse, udskydes.

Efter retssagen forklarer dommeren, at det kan være et problem for retssager, når de trækker ud som denne. Både for tiltalte og forurettede, da det er til stor belastning. Men specielt økonomisk koster det nemt 7-8000 kroner, mens bøden til den der ikke møder op i retten blot er på omkring 1000 kroner.

Et stort problem, ifølge dommeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *