Nogen kommer forbi -l en kop kaffe, nogen for en snak og andre for det sociale samvær. Café Parasollen i Viby er -l for alle, men særligt for dem, som mangler et sted med ligesindede og hvor alle bydes ind med smil og varme.
Af Emily Ellen Walsh
Over en enkelt kop kaffe, nåede jeg at dykke ned i emner som AGF, e:erkrigs;den, drømme, døden og hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab.
På Grundtvigsvej 4 i Viby finder du en mørkerød murstensbygning, med et højt skråt tag og store vinduespar;er. Her ligger Café Parasollen, og i dag står frokostmenuen på stegt lever med sovs og kartofler. Til desserten, er du måske heldig, at der stadig er en god hjemmerullet trøffel ;lbage, eller et stykke af den store solgule citronlagkage. Men kaffen, den står al;d klar.
”Nogen kommer for et godt mål;d mad, andre en kop kaffe. Så er der dem, der har brug en snak, en god ven eller bare lidt socialt samvær”, fortæller en af caféens medarbejdere. Netop det sociale samvær, er du ikke i tvivl om er stærkt, hvis du kommer forbi ;l formiddagskaffen.
Ikke bare en almindelig café
”Her kommer alle slags mennesker. Vi er ligeglade med din trosretning, din alder, din na;onalitet. Alle er velkomne og alle skal føle sig velkomne”, siger en anden af caféens medarbejdere. Caféen, som netop har holdt sin 30-års fødselsdag, er en del af KFUM’s Sociale Arbejde og et samarbejde med Viby Kirke. Siden 18. Maj 1994 har stedet været et alkoholfrit mødested. Her er der er særligt hjerte for ensomme, udsaZe og psykisk sårbare mennesker, i alle afskygninger og aldre.
Når klokken slår 9.30, begynder de første gæster, nye som faste, at indtage de lysegrå stole. Det høje lo:, med de hvide brædder, kommer ;l sin ret, og rummet fyldes langsomt af laZer og alverdens typer af stemmer. Nogen kommer i par, men de fleste alene. I vinduerne står der sunde, grønne planter, som tydeligt viser, at der er nogen, som passer godt på dem. Kalenderen på væggen minder dig om, at deZe ikke er en helt almindelig café. Det er en café, som husker din fødselsdag.
”Jamen vi er jo bare en flok ^ollerøve”, lyder det grinende fra en mand iført en FC Barcelona trøje og AGF-kasket. Han sidder over sin gode kammerat, der i øvrigt har en Silkeborg IF t-shirt på, som kan fortælle mig, at de kommer her for venskaberne. ”Når ja, så er der jo kaffe og kage, det kan vi godt li’”, afsluZer han med et smil.
Udover kalenderen med fødselsdage, finder man også en oversigt over Parasollens ak;viteter. Her er mulighed for komme i både Herreklub, strikkeklub, krea- eller ungecafé.
En redningskrans
For tyve år siden, gik en af caféens faste medarbejdere ind på Café Parasollen og fik sig en kop kaffe. Siden den dag, blev han fast inventar og er nu at finde med et forklæde på, bag disken. ”Jeg fik med det samme en behagelig følelse i kroppen, da jeg gik ind ad døren. Her var rart og trygt. Jeg kunne mærke, at stedet ville mig, så ville jeg også stedet”, fortæller han og uddyber ”Vi beskyZer hinanden og hjælper hinanden. Hvis den sædvanlige sidemand ikke har været forbi et par dage, så smider vi en besked og hører om alt er okay.”
Café Parasollen bliver nævnt, som lidt af en redningskrans og netop denne fortælling går igen, når man spørger hvad caféen betyder for nogle af gæsterne. ”Det betyder fak;sk at jeg overlever. Jeg får et mål;d mad og jeg får noget socialt”. ”Hvis ikke jeg var her, så sad jeg jo bare derhjemme og kedede mig”. ”Jeg har fundet mit kald”.
Livet er et lotteri
Ved et af bordene, sad et par ældre herrer og delte anekdoter, store som små. En, som havde arbejdet ved DSB i 43 år. En anden, med hele sit arbejdsliv i Føtex og en tredje, klejnsmed. Snakken gik lys;gt mellem kaffeslurkene. ”Kan du huske dengang, da det var vinter og man vågnede med rim på dynen?”, ”Jeg kan huske, at min mor proppede dynerne med hønse^er!”. Snakken blev kort adrudt af den al;d smilende kassemester, som serverede dagens frokost for herrerne. En af dem, nøjes dog bare med kaffen, da han forklarer, at han selv laver varm mad hjemme.
Netop ved deZe bord opstod samtalen om hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab. ”Livet er et loZeri, det handler om at være heldig”, fortæller klejnsmeden mig, som netop nåede at fejre guldbryllup med sin hustru, inden hendes død for tre år siden. Siden da, er han kommet under det skrå tag på Grundtvigsvej 4.
Glæden ved at købe en ny bluse, et lækkert ur eller måske noget nyt til cyklen. Genkender du den? Når vi mennesker shopper, kan vi opnå et dopaminkick, som kan sammenlignes med at spise slik eller dyrke sex. Og lysten til at købe sig til en kortvarig glæde kan ubevidst blive forstærket på en dårlig dag. Det kaldes retail therapy.
FOTO: Unsplash
Af Anna Boddum Bjerregaard & Emily Ellen Walsh
Hun kigger rundt i butikken med blondebh’er, farverige trusser og mønstrede nylonstrømper. Øjnene stopper ved strømperne.
Det gibber i hende. Bobler nærmest. Et par sorte selvsiddende, hvor det bagpå ligner, at de er snøret. Sådan et par har hun aldrig set før. Den tunge, grå følelse, som har hængt over hende den sidste uge, letter.
Hun griber fat i pakken, vender og drejer den. Forestiller sig, hvordan hun vil se ud med dem på, og kan ikke lade være at smile. Hurtigt finder hun også to sæt undertøj, der vil passe perfekt dertil. For bare en uge siden havde 39-årige Kat Vestergård måttet indset, at hun ikke længere kunne være kok. Hænderne var slidt op. Tanker om, hvad hun dog nu skulle, og om hun overhovedet duede til noget, havde fyldt alt hos hende.
Men en tur i Hunkemöller gjorde, at det hele pludselig føltes meget lettere.
I hvert fald for en stund.
Måske du genkender følelsen, som Kat Vestergård oplevede i undertøjsforretningen. Den der lille lykkerus, når man finder noget, som man gerne vil købe – hvad end det er planter, køkkenudstyr, noget til garagen, kosmetik eller noget helt femte.
Retail therapy, trøsteshopping, detailterapi. Der findes flere navne for det, men betydningen er den samme. Det er en form for følelsesmæssig shopping, hvor vi mennesker køber ting for at forbedre vores humør eller lindre stress.
Lykkerusen er dopamin En stor Deloitte-undersøgelse fra 2023 har vist, at 80% inden for den seneste måned havde oplevet mindst én gang at købe noget for at komme i bedre humør eller for at lindre stress. I undersøgelsen indgik 114.000 voksne fra 23 forskellige lande.
Lykkerusen, man kan opleve, er også ganske normal, og ifølge hjerneforsker med speciale i neuroøkonomi Jon Sigurd Wegener så foregår det helt ubevidst i vores hjerner. Det kan forklares ved, at hjernen responderer på belønning ved at frigive dopamin – som er dét, der gør os glade. Her kan belønningen eksempelvis være shopping.
Men hvad belønningen består i, er i princippet ligegyldigt.
Belønningen kan også være en godbid, som den tyske neuroforsker Wolfram Schultz tilbage i firserne gav en flok aber under et forsøg, hvor han ved et tilfælde fandt ud af, hvordan dopaminniveauet i deres hjerner steg gennem godbidderne – belønningerne.
Lykkerusen er altså noget så simpelt som en frigivelse af dopamin i hjernen, som aktiverer vores belønningssystem. Langsomt lærer vi altså vores hjerner, at det føles godt, når vi køber lige det, som vi falder for i butikken eller online.
Her er det ifølge Jon Sigurd Wegener også vigtigt at understrege, at vi jo selvfølgelig ikke kun får lyst til at shoppe, når vi er i dårligt humør. Men lysten til at shoppe kan ubevidst blive forstærket på en dårlig dag, fordi vi netop har lært vores hjerner, at gennem shopping kommer dopaminen. Det fungerer fuldstændig, som når vi spiser et stykke slik, eller vi når vi dyrker sex. Det smager godt, det er rart, og belønningssystemet er altså bedøvende ligeglad med, hvordan dopaminet frigives. Det kan med andre ord ikke skelne mellem chokoladen eller den nye bluse.
Tøj er Kats retail therapy Kat stryger de lakerede negle gennem sin platinblonde hestehale, mens hun åbner sit klædeskab i huset i Spentrup 10 km nord for Randers. De blå øjne markeret med eyeliner betragter skabets indhold.
En lyserød tylkjole, en hvid og en grå pelsjakke, en leopardskjorte, en laksefarvet blazer og en blå glimmerkjole er bare en brøkdel af det tøj, der hænger i hendes skab.
Hun shopper i genbrugsbutikker flere gange ugentligt. Faktisk har hun gjort det til sin levevej. For da Kat for halvandet år siden måtte stoppe som kok, startede hun sit eget firma, hvor hun videresælger genbrugstøj. Men som regel ryger der cirka lige så meget i kurven til hende selv.
Hvorfor det lige er tøj, som Kat bruger som en måde at løfte humøret på, er hun selv ret bevidst om.
“Hvis jeg føler mig tyk, bleg, har kærestesorger eller føler, at jeg ikke duer til noget, så hjælper det altid at købe noget tøj til mig selv. Jeg får selvtillid, og det giver mig en lykkerus.”
Kat Vestergård vurderer selv at have nok tøj til at kunne tage noget nyt på hver dag i et-to år. FOTO: Anna Boddum Bjerregaard
Forventningens glæde er den største Kat Vestergård har lagt mærke til, at den bedste følelse opstår, når hun får øje på tøjet, og altså imens hun shopper.
“Tit er det fedeste at opdage det i butikken og blive begejstret. Den største glæde er klart at shoppe, mere end det er at gå med tøjet. Når jeg skal ind i en butik, er jeg virkelig spændt på, hvad jeg mon finder. Når jeg kører derfra, oplever jeg ofte en mæthedsfølelse og sådan en lidt tom følelse. Det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen,” beskriver Kat Vestergård.
Hos hjerneforsker Jon Sigurd Wegener vækker Kats oplevelse genklang. Han peger på, at det største dopaminkick netop kommer, inden man køber noget.
“Når man ser en vare, bliver tiltrukket af den og overvejer at købe den, så frigiver hjernen dopamin, og man bliver glad. Det sker helt ubevidst, fordi man gør sig forestillinger om, hvilken betydning varen vil få for en; Hvordan vil jeg se ud i det? Og hvad vil andre sige?”
Der er ifølge Jon Wegener lavet adskillige studier med hjernescanninger på mennesker, hvor man har påvist, hvor meget forventningens glæde spiller ind, når man skal købe noget. Her har man målt dopaminniveauet i hjernen, mens de blev præsenteret for forskellige produkter, de kunne købe. Studierne har entydigt vist, at forventningen om at købe noget udløser en dopaminrespons, selv før produktet er købt. Det viser, at det ikke kun er den faktiske belønning, altså købet, som skaber den stærkeste dopaminaktivitet, men forventningens glæde.
Hvorfor Kat Vestergård oplever en “tom følelse”, når hun er færdig med at shoppe, har Jon Wegener også en god forklaring på.
“Efter købet falder dopaminniveauet igen, og man kan opleve en form for skuffelse, fordi varen måske ikke levede helt op til de forventninger, man havde. Efter lidt tid vil man igen søge dopaminkicket, som man oplevede ved at shoppe. Det er som en slags cyklus, der går i gang igen og igen – helt ubevidst.”
Shopping kan give os følelsen af at blive et bedre menneske Den 39-årige Kat Vestergård er ikke alene om at være glad for shopping. I Danmark er vi nemlig blandt de førende i EU, når det kommer til forbrug. I 2022 lå det individuelle forbrug pr. indbygger 10 pct. over gennemsnittet for EU-landene, ifølge Danmarks Statistik. Generelt tegner undersøgelsen et billede af, at rige lande forbruger mere, ganske enkelt fordi der er råd til det.
Og det er tøj og sko, der ligger i toppen over, hvad der bliver shoppet mest i Danmark.
Spørger man Jon Sigurd Wegener, giver det god mening, at det er tøj og sko, der er mest populært at shoppe. For når vi shopper, er der ofte en ubevidst grund bag, som handler om, at andre skal kunne lide os. Vores udseende og derfor vores tøj og sko er noget meget konkret og tit det første, som andre mennesker ser ved os.
“I bund og grund udspringer mange af vores handlinger af, at vi ønsker, at andre mennesker skal kunne lide os. Det fantastiske ved shopping er, at det giver os følelsen af at blive et bedre menneske. Man får helt ubevidst nogle drømme om at føle sig elsket, når man f.eks. køber nyt tøj til sig selv.”
Kan lede til en usund afhængighed Selvom det er ganske normalt at bruge shopping ubevidst til en måde at løfte humøret på, så er der alligevel nogle mennesker, der vil være mere tilbøjelige til det.
“Helt generelt vil mennesker med et relativt lavere dopaminniveau, f.eks. nogle, der føler sig ensomme, forkerte, er depressive eller har andre udfordringer, have større tilbøjelighed til at bruge shopping som terapi. Det skyldes, at hjerner med et relativt lavere dopaminniveau vil opleve et større kick ved f.eks. at shoppe,” siger Jon Sigurd Wegener.
Han forklarer, at shoppingen kan ende med at blive symptombehandling, lidt ligesom at tage antidepressiv, hvis det i værste fald bliver til en mani.
“Det kan lede til en usund afhængighed, og man kan blive alt for optaget af det. Shoppingen kan i sådanne tilfælde lette symptomet, men det hjælper ikke på årsagen, der ligger bag behovet for at dulme.”
Adfærdspsykolog med speciale i vaner Anders Colling-Jørgensen fortæller, at shopping for mange mennesker kan fungere som en overspringshandling for at slippe væk fra hverdagens problemer. Samtidig fortæller han, at adfærden kan sammenlignes med gambling.
“At shoppe kan være en voldsom distraktion. Der er de samme mekanismer på spil, som ved gambling. Vi søger hele tiden en gevinst.”
Retail therapy, eller trøsteshopping, behøver dog langtfra at være sygeligt. Og de fleste mennesker genkender det i den milde grad. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at det kan udvikle sig til købemani.
En fredag formiddag i Salling Det er fredag formiddag og en tung, grå regnbyge er netop ved at passere over Aarhus midtby. Farverige paraplyer, fra dem som har trodset det våde sensommervejr, fylder i gadebilledet. En klase af mennesker står tæt sammen under Sallings halvtag, i dækning. De venter på, at klokken skal slå 10 om få minutter, for der åbner dørene ind til stormagasinet. Ind til weekendens tilbudsfest, kaldet Rivegilde.
Blæserne ved indgangen byder velkommen, som et varmt velkomstkram, mens duften af nybagt brød og parfume indhyller dagens besøgende. De hvide spotlys over taskeafdelingen og den bløde popmusik står i skarp kontrast til den gråsorte himmel og bilernes susen i vandpytterne.
Herinde genkender flere af kunderne også følelsen af lykkerus, når man køber noget nyt:
“Det er ultrastærke kræfter, vi er oppe mod” Ifølge hjerneforsker Jon Sigurd Wegener handler trangen til at købe noget grundlæggende om, at vi mere eller mindre ubevidst ønsker at gøre os selv så attraktive som muligt for at tiltrække den bedst mulige partner.
“Formålet med vores liv er reproduktion. Sådan er vi bare programmeret, “ forklarer han.
Det kan lyde forunderligt at sammenligne shopping med et af livets store formål, men ikke desto mindre, så ligger den ultimative grund til at shoppe altså lige netop her.
“Det er ultrastærke kræfter, vi er oppe mod. Derfor er det så svært at ændre adfærd, ” fastslår Jon Sigurd Wegener.
Onsdag bliver en god dag I sin grå Peugeot 508 svinger Kat Vestergård ind på parkeringspladsen ved genbrugsbutikken Finderiet i Randers. De sidste dage har det været gråt, regnfuldt og koldt, og sommeren er for alvor slut nu, hvilket har ramt Kats humør, som så mange andres på denne årstid. Men denne onsdag bliver en god dag. For hun skal shoppe.
Rutineret skubber hun bøjlerne til side én for én. Scanner hvert et stykke tøj. Rynker brynene. Øjnene er tændte. Fokuserede. “Ej, se nu der!” Hun trækker en sort kjole ud med gennemsigtige lange ærmer og glimmerdetaljer. Smilet kan ikke skjules, da størrelsen viser sig at være den rigtige. Hun holder kjolen op foran kroppen og ser sig i spejlet. Med lysende øjne og åben mund forestiller hun sig, at hun skal have den på til sin næste date. “Den er lige mig!”. Dansende fortsætter hun rundt i butikken, indtil vognen er fyldt godt op.
Da hun ruller ud fra parkeringspladsen, rammer den tomme følelse hende. Hun er ikke trist, men mere tom og træt. Men det hjælper at tænke på, at hun allerede på lørdag skal shoppe igen.
Velkomst skilt, der byder folk velkomne til søndagens gudstjeneste i Hillsong, som finder sted på den gamle journalistskole på Olof Palmes Allé i Aarhus. FOTO: Emily Ellen Walsh
Skrevet af Emily Ellen Walsh og Alexander Vittrup
Frikirken Hillsong kom til Danmark i 2013 og har omkring 2000 medlemmer. På en rejse til frikirkens oprindelsesland, Australien, vækkede troen sig i Kamilla Behrend, som nu kommer i Hillsong i København. Eksperter på emnet pointerer, hvordan frikirker kan tilbyde en niche trosretning i modsætning til folkekirken, der skal favne bredt.
Justin Timberlakes ”Mirrors” strømmer fra højtalerne og giver ekko gennem betongangene på den gamle Journalisthøjskole på Olof Palmes Allé i Aarhus. Ude foran auditoriet er borde gjort klar med kaffe, the og vand til de menige/fremmødte. Søndagens gudstjeneste bliver ledt af Pastor Georg Eidem, der iført jeans og en løs ternet skjorte, byder velkommen på engelsk, med en snært af norsk accent. Et lille hold lydteknikere sidder bagerst i auditoriet. Der trykkes på en knap og to lilla lys skyder op langs væggene på hver side af storskærmen. Loftslamperne dæmpes. En livevideo direkte fra gudstjenesten i København dukker op på storskærmen. Der sættes gang i en fællessang på tværs af Aarhus og hovedstaden, guitartoner og trommeslag fylder auditoriet, mens tilskuerne svajer i takt med melodien.
Sådan starter en helt almindelig gudstjeneste i frikirken Hillsong, der først kom til Danmark fra Australien i 2013 og siden da har fået 2000 medlemmer. En af de faste kirkegængere er 25-årige Kamilla Behrend.
Findes Gud?
Kamilla Behrend er vokset op i det, hun selv ville kalde et kulturkristent hjem. Hun gik til konfirmationsforberedelse, i storesøsterens fodspor, og hun gik i kirkekor, fordi det var der, veninderne var. De religiøse aspekter af kirken fyldte ikke særligt meget, omend troen nok altid har ligget i dvale under overfladen.
Men det var dog ofte svært for Kamilla at holde troen på den gode Gud. En lidt udfordrende start i folkeskolen fik hende til at sætte spørgsmålstegn ved Guds godhed:
“Jeg var ordblind, og de første skoleår var svære, fordi jeg ikke kunne det samme som mine klassekammerater. Jeg havde svært ved at forstå, at der var en Gud, der var god”.
Kamilla fik hjælp til sin ordblindhed, og troen på, at der måske var en god Gud et eller andet sted, sneg sig langsomt ind på hende. Det udviklede sig dog ikke til mere end et “Tak Gud” en gang i mellem.
Kamilla Behrend oplever en stærkere følelse af taknemmelighed, efter at troen på Gud har indfundet sig. FOTO: Emily Ellen Walsh
Mødet med Hillsong og fordommene
Kamilla fortæller, at hun altid har haft nogle fordomme omkring kirken og det at være aktiv i sin tro på Gud.
Hun skulle helt til verdens ende, den anden side af kloden, før hun igen mødte Gud. På en rejse til Australien fik Kamilla en ny ven. Han var kristen og gik regelmæssigt i den lokale Hillsong kirke. Dette vakte hendes fascination, nysgerrighed, og utallige spørgsmål. Kamilla trodsede sine fordomme og tog med ham til en gudstjeneste.
“Jeg havde ikke tænkt at kirke var noget for mig. Jeg havde en del fordomme. Men jeg oplevede en del ting som resonerede i mig, med det jeg selv følte og tænkte omkring Gud og min egen tro”.
Hun har altid været frihedssøgende og undrende. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor tingene er som de er. Hendes frygt var, at kirken ville sætte en kæp i hjulet, og tvinge hende ind på ét spor. Mødet med Hillsong overraskede hende dog positivt.
“Jeg syntes, at den tro og den version af Gud, de præsenterede, var at man netop skal spørge ind og undre sig. Jeg oplevede, at Hillsong var enormt interesseret i hele tiden at sætte spørgsmålstegn.”
Efter Kamilla kom hjem til Danmark, fandt hun ud af, at Hillsong også havde en menighed i København. Dette skulle blive begyndelsen på Kamillas genfundne tro på Gud.
Folkekirken og frikirker
Grundloven slår fast, at Folkekirken understøttes af staten. Folkekirken er dermed underlagt nogle bestemte trosbekendelser og skal følge specifikke dogmer. Frikirkerne står derimod uden for staten, og bestemmer selv, hvordan de vil fortolke og prædike deres tro.
Kamilla er ikke et enkeltstående eksempel på en person, der har søgt et religiøst fællesskab, udenfor Folkekirkens rammer
Evaluerings- og udviklingskonsulent fra Folkekirken, Jais Poulsen, der har arbejdet med analyser og evalueringer af Folkekirkens medlemmer, fortæller, at dem, der melder sig ud af folkekirken, ofte søger andre religiøse fællesskaber.
“Folkekirken er mange ting på én gang og vil være alle steder, hvor frikirkerne oftest har en mere tydelig profil”, fortæller han.
Jakob Egeris Thorsen, lektor ved Afdeling for Teologi på Aarhus universitet forklarer, at Folkekirkens opgave netop er at favne bredt, så der er plads til både de kulturkristne og praktiserende kristne. Han medgiver samtidig, at der kan være ulemper ved en stor rummelig folkekirke:
“Det kan være frustrerende for folk i en stor og tung folkekirke, hvor man måske kan opfatte de andre som lidt lunkne og halvhjertede i deres tro. I frikirkerne er det muligt at finde et fællesskab, hvor alle deler en stærk personlig tro, og hvor alle engagerer sig ligeligt.”
Jakob Egeris Thorsen nævner Hillsong som et eksempel på en frikirke, der har vundet popularitet ved at skærpe sin prædiken og ramme et bestemt udsnit af befolkningen.
Folkekirkens bredhed og frikirkens fokus, er også noget, som Kamilla Behrend har oplevet:
“Jeg tror, at Folkekirken skal favne bredt, og derfor kommer man måske til at tabe nogle lidt. Jeg oplevede ikke rigtigt, at Folkekirken etablerede et rum, hvor man kunne tale om Gud”, fortæller Kamilla og fortsætter:
“Man går ind i en stor etableret folkekirke, og man mangler lidt at mærke sjælen, følelsen af, at der er noget der fylder mere”. Hillsong har givet Kamilla det frirum, hun følte, hun manglede til at udfolde sin tro.
Jais Poulsen pointerer dog, at det også er muligt at finde den slags fællesskaber og frirum i Folkekirken, men at udfordringen ligger i, at det kan være svært at opdage dem.
“Vi har faktisk de fællesskaber inden for Folkekirken. Mange tror, at Folkekirken er på én bestemt måde. Men det er jo noget af det, vi skal være bedre til at få kommunikeret, at der også ligger en forskellighed i Folkekirken”, fortæller han.
Pastor Georg Eidem til søndagsgudstjeneste i Hillsong Aarhus. FOTO: Emily Ellen Walsh
En fest at tro på Gud
For Kamilla har mødet med Hillsong betydet, at hendes tro har fået flere nuancer, og gennem kirken har hun lært både Gud og Bibelens budskaber bedre at kende.
“Min tro har betydet en enorm ro for mig. Jeg har en kæmpe tillid til, at alt nok skal gå op i en højere enhed, og min tro føles som et eksistentielt anker for mig”.
Var det ikke for mødet med Hillsong i Australien, har Kamilla ingen forestillinger om, at hun ellers ville have opsøgt en frikirke i Danmark.
“Måske jeg var kommet lidt i Folkekirken, men jeg tror, at jeg ville have kedet mig og stoppet efterhånden”, fortæller Kamilla.
“Stemningen i Hillsong er livlig, og der skal være gang i den. Det skal være en fest at tro på Gud. Tro skal være spændende og sjovt”.
Nogen kommer forbi til en kop kaffe, nogen for en snak og andre for det sociale samvær. Café Parasollen i Viby er til for alle, men særligt for dem, som mangler et sted med ligesindede og hvor alle bydes ind med smil og varme.
Af Emily Ellen Walsh
Over en enkelt kop kaffe, nåede jeg at dykke ned i emner som AGF, efterkrigstiden, drømme, døden og hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab.
På Grundtvigsvej 4 i Viby finder du en mørkerød murstensbygning, med et højt skråt tag og store vinduespartier. Her ligger Café Parasollen, og i dag står frokostmenuen på stegt lever med sovs og kartofler. Til desserten, er du måske heldig, at der stadig er en god hjemmerullet trøffel tilbage, eller et stykke af den store solgule citronlagkage. Men kaffen, den står altid klar.
”Nogen kommer for et godt måltid mad, andre en kop kaffe. Så er der dem, der har brug en snak, en god ven eller bare lidt socialt samvær”, fortæller en af caféens medarbejdere. Netop det sociale samvær, er du ikke i tvivl om er stærkt, hvis du kommer forbi til formiddagskaffen.
Ikke bare en almindelig café
”Her kommer alle slags mennesker. Vi er ligeglade med din trosretning, din alder, din nationalitet. Alle er velkomne og alle skal føle sig velkomne”, siger en anden af caféens medarbejdere. Caféen, som netop har holdt sin 30-års fødselsdag, er en del af KFUM’s Sociale Arbejde og et samarbejde med Viby Kirke. Siden 18. Maj 1994 har stedet været et alkoholfrit mødested. Her er der er særligt hjerte for ensomme, udsatte og psykisk sårbare mennesker, i alle afskygninger og aldre.
Når klokken slår 9.30, begynder de første gæster, nye som faste, at indtage de lysegrå stole. Det høje loft, med de hvide brædder, kommer til sin ret, og rummet fyldes langsomt af latter og alverdens typer af stemmer. Nogen kommer i par, men de fleste alene. I vinduerne står der sunde, grønne planter, som tydeligt viser, at der er nogen, som passer godt på dem. Kalenderen på væggen minder dig om, at dette ikke er en helt almindelig café. Det er en café, som husker din fødselsdag.
”Jamen vi er jo bare en flok fjollerøve”, lyder det grinende fra en mand iført en FC Barcelona trøje og AGF-kasket. Han sidder over sin gode kammerat, der i øvrigt har en Silkeborg IF t-shirt på, som kan fortælle mig, at de kommer her for venskaberne. ”Når ja, så er der jo kaffe og kage, det kan vi godt li’”, afslutter han med et smil.
Udover kalenderen med fødselsdage, finder man også en oversigt over Parasollens aktiviteter. Her er mulighed for komme i både Herreklub, strikkeklub, krea- eller ungecafé.
En redningskrans
For tyve år siden, gik en af caféens faste medarbejdere ind på Café Parasollen og fik sig en kop kaffe. Siden den dag, blev han fast inventar og er nu at finde med et forklæde på, bag disken. ”Jeg fik med det samme en behagelig følelse i kroppen, da jeg gik ind ad døren. Her var rart og trygt. Jeg kunne mærke, at stedet ville mig, så ville jeg også stedet”, fortæller han og uddyber ”Vi beskytter hinanden og hjælper hinanden. Hvis den sædvanlige sidemand ikke har været forbi et par dage, så smider vi en besked og hører om alt er okay.”
Café Parasollen bliver nævnt, som lidt af en redningskrans og netop denne fortælling går igen, når man spørger hvad caféen betyder for nogle af gæsterne. ”Det betyder faktisk at jeg overlever. Jeg får et måltid mad og jeg får noget socialt”. ”Hvis ikke jeg var her, så sad jeg jo bare derhjemme og kedede mig”. ”Jeg har fundet mit kald”.
Livet er et lotteri
Ved et af bordene, sad et par ældre herrer og delte anekdoter, store som små. En, som havde arbejdet ved DSB i 43 år. En anden, med hele sit arbejdsliv i Føtex og en tredje, klejnsmed. Snakken gik lystigt mellem kaffeslurkene. ”Kan du huske dengang, da det var vinter og man vågnede med rim på dynen?”, ”Jeg kan huske, at min mor proppede dynerne med hønsefjer!”. Snakken blev kort afbrudt af den altid smilende kassemester, som serverede dagens frokost for herrerne. En af dem, nøjes dog bare med kaffen, da han forklarer, at han selv laver varm mad hjemme.
Netop ved dette bord opstod samtalen om hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab. ”Livet er et lotteri, det handler om at være heldig”, fortæller klejnsmeden mig, som netop nåede at fejre guldbryllup med sin hustru, inden hendes død for tre år siden. Siden da, er han kommet under det skrå tag på Grundtvigsvej 4.
Den 4. november 2021, modtog Østjyllands politi en anmeldelse om vold. To år senere, den 8. november 2023, begynder retssagen imod den sigtede, under straffelovens §244.
Af Emily Walsh
AARHUS: Retslokale 10 i Aarhus Byret står tomt, da vi sætter os bagerst på de hvide stole. Morgensolen indhyller de mintgrønne vægge i sit lys og lyden fra den travle morgentrafik på Vester Allé får lov at rumstere udenfor.
Efterfulgt af gruppen af journaliststuderende på bagerste række, træder anklageren ind i rummet. Vi udveksler et godmorgen og hun begynder at lægge dokumenter frem på bordet. Forsvareren kommer ind i lokalet, udveksler et godmorgen, og påbegynder samme indøvede proces som anklageren.
Sigtede, en lettere nervøs mand, træder ind i lokalet. Iført en hvid t-shirt, holder han knugende om en beige jakke mellem begge hænder. Han ser forskrækket ned bagerst i lokalet, ned på flokken, der febrilsk skriver på deres blokke.
Sigtede nægter sig skyldig.
Modstridende forklaringer Sigtede forklarer, at han den aften for to år siden, kom kørende i sin hvide Tesla Model 3 på Ny Banegårdsgade 53. Pludselig hørte han et højt brag og han så en ung mand gå bag om bilen, med en rød stofpose i hånden. Sigtede trådte ud og valgte at konfrontere den unge mand. Kun verbalt, understreger han, og satte sig derefter ind i bilen igen.
Anklager henter forurettede ind.
Udlægningen af episoden på Ny Banegårdsgade er fra dennes vinkel, noget anderledes.
Forurettede, den unge mand, sidder i midten af lokalet, med rodet hår, stor vinterjakke og briller.
Han fortæller, at han hørte en bil accelerere bag sig og pludselig måtte træde flere skridt tilbage, for ikke at blive ramt at en hvid Tesla Model 3, der “ikke holdte stille på noget tidspunkt.”
”Hvordan reagerede du, blev du sur?” Spørger forsvareren den unge mand
”Jeg blev forskrækket over det, jeg blev sur, ja.”
Forurettede forklarer, at han reagerede ved at slå sin røde stofpose mod bilens bagende, i ren frustration og efterfølgende mærkede han to hænder i ryggen, faldt til jorden og fik skader på knæ og hænder. Han så dog ikke helt tydeligt, hvem det var der gjorde det.
Bevismateriale fremlægges Forsvarer fremlægger første bevismateriale i form af videoovervågning fra Teslaens kameraer.
”Kan du genkende den unge mand på videoen?”
Lidt tøvende, svarer forurettede, at han genkender vedkommende som sig selv. Han retter lidt på brillerne og tager et dybt suk.
Videoen filmer ned langs bilens ene side. Bilen holder stille og en ung mand slår sin røde stofpose mod bilens bagende.
Episoden skete omkring kl. 17 og kl. 20 modtager politiet forurettedes anmeldelse om vold. I samme ombæring tages der fat på bilag af forurettedes knæ og bukser, der begge vidner om, at vedkommende er faldet og har slået hul på bukserne.
Forsvarer spørger forurettede, om det er muligt, at eftersom der er gået så lang tid siden episoden, at forurettede måske husker forkert.
Lettere nedslået og rystende på hovedet sukker han: ”Det er en mulighed, jo”.
Et afgørende vidne Et vidne, er ikke dukket op til dagens retssag. Anklageren anmoder om ikke lovligt forfald og dermed en anholdelse. Sagen kan dermed ikke afgøres, da anklageren mener, at det er et afgørende vidne. Den to år gamle anmeldelse, udskydes.
Efter retssagen forklarer dommeren, at det kan være et problem for retssager, når de trækker ud som denne. Både for tiltalte og forurettede, da det er til stor belastning. Men specielt økonomisk koster det nemt 7-8000 kroner, mens bøden til den der ikke møder op i retten blot er på omkring 1000 kroner.
Den klassiske købmandsleg fra barndommen, har for 70-årige Inger-Lis Andersen udviklet sig til et sandt butikseventyr. På 31. år står hun bag disken i Cotton Look og her fylder tøj og mode ikke alt. Hos Inger-Lis er der nemlig altid kaffe på kanden og plads til en god snak, hvilket ifølge hende er blandt ingredienserne til et stærkt lokalsamfund.
Inger-Lis Andersen mener selv, at hun i hvert fald har to gode år bag disken endn
Af Emily Walsh
”Jeg har altid leget købmand da jeg var lille. Gemt tomme havregrynspakker og kaffeposer og alt muligt. Det har altid ligget i kortene”
Dog havde 70-årige Inger-Lis Andersen nok ikke forestillet sig, at købmandslegen med havregrynspakkerne og kaffeposerne en dag skulle ende med at være en forretning med dametøj, sko og tasker i Lystrup.
En stabil midtjyde
Inger-Lis er oprindeligt fra Skive-området, men flyttede senere til Aarhus. Her uddannede hun sig i købmandsbutik, men tænkte alligevel, at hun nok aldrig ville få et arbejde, da hun, med egne ord ”gik og snakkede sådan et bondesprog”.
En tur til købmanden i Risskov skulle dog modbevise Inger-Lis’ fordomme. Han havde nemlig kun godt at sige, om folk der kom fra Midtjylland.
”I er så stabile, jer der kommer deroppe fra”, lød det.
Købmanden skulle få ret. Stabilitet, kan man vist roligt sætte på Inger-Lis og hendes arbejdsliv. Alt imens hun har opbygget en perle af en forretning, har hun også passet et andet fuldtidsjob gennem 41 år, hos teknologivirksomheden Terma.
6000 par sokker blev begyndelsen på karrieren
Sokker. Noget så banalt som sokker, skulle være det der satte gang i det hele. Tilbage i 1987 købte hun en kasse med 70 par sokker, som hun tjente på. Derefter blev det til en kasse med hele 6000 par og hun gentog forretningsstrategien med stor succes.
Derfra fik Inger-Lis muligheden for at prøve kræfter med salg af tøj. Resultatet af dette blev, at hun gennem de sidste 31 år, har været indehaver af Lystrups lokale dametøjsforretning, Cotton Look.
En kop kaffe, et godt råd eller bare en god snak
De sidste par år, har der åbnet et par tøjbutikker i Lystrup, som desværre måtte se sig nødsaget til at lukke igen. Cotton Look har dog overlevet dem alle. Opskriften på det, hænger måske, ifølge Inger-Lis, sammen med at hun har været her i så mange år, at hun kender folks navne og at hun elsker at snakke med folk.
”Det er jo et socialkontor, altså folk kommer her hvis cykelnøglen er væk eller de har brug for at sidde lidt ned. Så kan de få en kop kaffe og et stykke kage.”
Netop ordet socialkontor understreger, at Cotton Look, er mere end blot en tøjbutik
Det udgør, sammen med resten af torvet omkring Brugsen samt hallen overfor, nemlig byens samlingspunkt. Det er her man mødes og det er her man taler sammen om stort og småt. Ifølge Inger-Lis har torvet og ikke mindst hendes egen butik, en stor betydning for lokalsamfundet i byen.
Lystig lørdag i alle aldre
For nyligt afholdt Centerforeningen, som Inger-Lis også er en del af, et koncept som de kalder ”Lystig lørdag”. En lørdag som skabes gennem det fælles samarbejde om et stærkt lokalsamfund, blandt de lokale butikker. Brugsen sørger for pølser og fadøl, Inger-Lis står gerne for at bage kage og servere kaffe, måske endda et glas vin og dertil gode tilbud. Af og til er der slush-ice, popcorn og en hoppeborg til de mindste.
Der er altså rig mulighed for hygge, samvær og fællesskab i Lystrup, uanset om du er til slush-ice eller fadøl.
Inger-Lis forsøger dertil også at tilpasse sig butikkens mode efter flere aldersgrupper. Konebutik og bedstemortøj er af og til de fordomme, som Inger-Lis hører om sin butik. Hun kan dog fortælle med selvsikkerhed, at de ofte bliver manet til jorden, når kunderne kommer ind i butikken.
Du kender måske spikeball fra stranden eller haven. Men på Tangkrogen i Aarhus spiller foreningen Roundnet Aarhus spikeball to gange om ugen, hvor der både er fokus på fællesskab, teknik og samværet uden for træningstiderne.
